Om mig
Jeg hedder Anders Risager. Jeg er uddannet kok og kloakmester, og jeg ejer softwarevirksomheden Apacta, der laver et system til håndværksvirksomheder.
Jeg har været sammen med Louise siden 1998. Vi har to børn, er blevet bedsteforældre og bor i Løjt Kirkeby i Sønderjylland. Jeg har gennemført ni Ironman og løbet over 50 maratonløb. Jeg er ikke drevet af penge. Jeg er drevet af eventyret.
Ride på koen
Da jeg var 11 eller 12 år, ville jeg have en hest. Min far sagde, at jeg kunne ride på en af køerne. Det gjorde jeg så i et år eller to. Han havde aldrig hørt ordet, men det er det, man i dag kalder et MVP: Lav den billigste test, du kan, før du bruger rigtige penge.
Mens jeg stod i lære som kok, fik jeg lavet 10.000 brochurer, hvor der stod, at vi havde Danmarks største og bedste køkken. Jeg havde ikke noget køkken. Billederne var taget på et plejehjem. Men telefonen begyndte at ringe, og som 21-årig drev jeg Egense Kro. Ud af det voksede Dansk Diner, som blev et af Danmarks største cateringfirmaer.
Når det ikke kan blive værre
Det gik stærkt. Det gik for stærkt. I august 2003 sad jeg på kontoret og ringede til Louise, og jeg kunne ikke sige et ord. Det var stress, og det blev til en depression. Jeg var 27 år.
Året efter brændte vores produktionskøkken, og forsikringen dækkede langt fra det hele. I december 2004 gik Dansk Diner i betalingsstandsning. Jeg kom længere ned, end jeg troede, man kunne. Så begyndte jeg at lægge mærke til de dage, der var en lille smule bedre. Der kom ingen mirakler. Bare en lille smule bedre, dag for dag.
Jeg arbejdede for min far, der er tømrermester, og tog med min svoger til et informationsmøde om at blive kloakmester. Det endte med, at jeg blev kloakmester og startede mit eget firma. Det var godt for mig at stå ude en hel dag med en skovl.
Det er jo bare IT
Da jeg sad i bestyrelsen for Danske Kloakmestre, ville vi lave en app til kvalitetssikring. Det kunne umuligt være svært. Det er jo bare IT. Sådan begyndte det, der blev til Apacta.
Vi levede fra måned til måned i omkring otte år. Vi solgte vores ejendomme og vores eget hus. Først i 2024 kom der for første gang flere penge ind på abonnementerne, end vi brugte.
Det kan du gøre nu
Min mor døde af kræft, da hun var 48. Jeg var 23. Siden har jeg nærmest set det som min pligt at vride så meget ud af livet som muligt, og at gøre det, før det er for sent.
Alligevel blev jeg ved med at udskyde min egen drøm. Jeg ville gå hjemmefra til Italien uden penge, med guitaren som eneste indtægt, når virksomheden en dag var solgt. »Hvorfor fanden vil du det? Det kan du gøre nu,« sagde min daværende bestyrelsesformand. Der gik fire et halvt år, før jeg gik ud ad min hoveddør.
Den 1. september 2026 gik jeg fra Løjt Kirkeby. 30 dage og cirka 1.500 kilometer senere var jeg i Verona. Jeg havde en babyjogger med 50 kilo oppakning og en guitar, og jeg havde ikke sunget for nogen siden en spejderlejr i 80'erne. Jeg var rystende nervøs i gågaden i Flensborg, men allerede efter første sang lå der en euro i hatten.
Mens jeg var væk, rørte jeg ikke ved noget i Apacta. Mine medarbejdere lavede den bedste måned i virksomhedens historie.
Først bagefter gik det op for mig, hvad jeg havde ventet på. Jeg ventede på at blive god nok i mine egne øjne. Det er det, jeg vil tale med dig om: Hvad venter du på?
Hør historien
Lige nu øver jeg mig på foredraget og skriver en bog om det hele. Du kan tilmelde dig som prøvekanin, eller du kan booke mig.